
Hvordan skabes der bedre daginstitutioner i Kommuneqarfik Sermersooq?
Daginstitutioner er et område, som Kommuneqarfik Sermersooq prioriterer højt. Kommunen ønsker at give børnene en tryg dagligdag og sikre aktiviteter, der støtter op om børnenes trivsel og udvikling. Samtidig er der også et stort fokus på at skabe et bedre arbejdsmiljø for personalet. Forvaltningen arbejder derfor konstant med nye tiltag, der skal imødekomme de udfordringer, som institutionerne står overfor. Der fokuseres særligt på fire hovedtemaer, som skal hjælpe med at løfte daginstitutionsområdet:
1. Rekruttering og fastholdelse af medarbejdere
2. Samarbejde med forældrene og gode overgange
3. Fokus på børnene og deres trivsel
4. De fysiske rammer i institutionerne
Der er allerede igangsat flere initiativer inden for disse fire områder. For at være sikker på, at forvaltningen har alle de bedste ideer med, når næste års budget skal lægges, vil vi dog gerne høre jeres forslag til konkrete initiativer, som kommunen kan igangsætte. Specifikt ønskes der forslag til tiltag inden for fire præciserede områder:
a) Rekruttering af nye medarbejdere
b) Stærkt forældresamarbejde
c) Indkøring af børnene i daginstitution
d) Overgange fx fra hjem til vuggestue og vuggestue til børnehave
Det er disse fire områder, forvaltningen ønsker jeres idéer og forslag til. Nogle tiltag er allerede i gang inden for disse fire områder, andre er ved at blive startet op, og nogle er stadig ved at blive tilrettelagt og forventes igangsat som en del af sektorplan for dagtilbudsområdet 2022-2030. Vi beder alle, der gerne vil komme med ideer og input om at læse nedenstående beskrivelser af eksisterende og planlagte tiltag inden for de fire områder, inden I kommer med nye forslag.
Bemærk at det er Grønlands selvstyre, der forhandler overenskomster. Kommuneqarfik Sermersooq har derfor ikke mulighed for at tilbyde de ansatte i daginstitutionerne en højere løn.
Jeres forslag skal ikke omhandle den pædagogiske tilgang og medarbejdernes faglighed eller institutionernes fysiske rammer. Forslagene skal være konkrete og helst noget, der kan igangsættes for samtlige daginstitutioner i kommunen. Det er ikke tilladt at komme med personlige angreb og det anbefales at holde en god tone.
Faser
Sektorplan for dagtilbudsområdet
Mange tak for jeres bidrag. Forvaltningen for børn og skole har gennemgået alle jeres bidrag for at se, om nogle af dem kunne tilføjes sektorplanen for dagtilbudsområdet. Flere af tiltagene er allerede i gang (rekruttering af arbejdsløse og forældre-intra), mens andre er uden for kommunens rækkevidde eller kompetenceområde (f.eks. højere løn til pædagogerne, da det er Grønlands Selvstyre, der forhandler overenskomster.).
Kommunalbestyrelsen har på kommunalbestyrelsesmødet d. 13. februar godkendt sektorplanen for dagtilbudsområdet. Med sektorplanen for dagtilbudsområdet sætter kommunen retningen for det langsigtede arbejde med tiltag, der skal bidrage til at styrke dagtilbudsområdet.
På kommunens hjemmeside kan I finde sektorplanen for dagtilbudsområdet: https://sermersooq.gl/da/2023/03/ny-sektorplan-skal-styrke-dagtilbuddene/#/
Sektorplanen indeholder tiltag vedrørende rekruttering, fastholdelse, uddannelse og opkvalificering af medarbejdere, herunder sygefraværsindsatser og flyvepædagogordningen. I kan også læse om gode overgange for børnene og hvordan man gerne vil sikre et godt forældresamarbejde.
