Hans Egede-statuen skal flyttes fra sin nuværende placering

På Borbjergsvej i det næppe mondæne københavnske Sydhavnskvarter står der en lille statue. Den forestiller tidligere statsminister Anker Jørgensen, som i 45 år boede i en beskeden tredjesalslejlighed på netop denne vej. Lidt tyk, tydeligt tegnet af alderdommen og med stok i hånden sidder den bronzestøbte Anker på en trappe med hånden rakt ud, som om han hilser på de forbigående. Man behøver ikke at mene, at Anker var en stor statsmand for at være enig i, at den ydmyge lille statue, der blev rejst for knapt et år siden, repræsenterer indbegrebet af en særlig fortælling om danskhed. Mindesmærket i det københavnske arbejderkvarter kan hjælpe os med at komme en hyppig misforståelse til livs: At statuer angiveligt afbilder historie. Symbol for en kollektiv mentalitet Statuen fortæller os ingenting om de politiske beslutninger, som Anker Jørgensen traf i sin regeringstid og dermed heller ikke noget om nyere politisk historie. Ved at hylde politikerens beskedne og folkelige væsen står den til gengæld som et symbol for en kollektiv mentalitet i et samfund, som værdsætter korte afstande mellem folket og eliten. At den politiske realitet imidlertid ofte lader til at være en anden, rokker ikke ved det faktum, at fortællingen om det jævne og folkelige Danmark som ideal stadigvæk trives i bedste velgående. Det afgørende spørgsmål om, hvorvidt mindesteder bør beholdes eller fjernes, handler ikke om fortiden, men om de spiller en nyttig rolle som identitetsbærere, og om de stadigvæk formår at repræsentere en fortælling som bidrager positivt til fællesskabet, skriver de norske historikere Ola Teige og Nik Brandal. Dette adskiller statuer og mindesteder i øvrigt fra kunstværker i det offentlige rum, som snarere end at samle har til formål at stimulere debat. Monumenter er ikke altid bevaringsværdige At et nyt mindesmærke som det i Sydhavnen tilsyneladende bakker op om en integrerende samfundsfortælling, er næppe forunderlig. Mere indviklet bliver det, når det kommer til monumenter, som blev rejst under ganske anderledes forhold, årtier eller århundreder tilbage. Dog gælder også for dem, at de ikke fortæller os noget om den hædredes tid eller virke, men om historiens betydningstilskrivninger, som var dominante den dag, hvor de blev rejst. For at afgøre et monuments bevaringsværdighed gælder det derfor at analysere disse historiske erindringspolitiske funktioner og at diskutere, om det stadigvæk bidrager til fortællingen om et fælles vi. Mens historiske kirker og materiel kulturarv som pyramiderne eller Buddhastatuerne i Bamiyan, der blev ødelagt af Taliban i 2001, altid er bevaringsværdige, fordi de formidler os førstehåndsviden om fortidige kultur- og samfundsforhold, gælder dette ikke nødvendigvis for monumenter for personer, som levede for mange år siden og som dem, som sad ved magten hundrede år senere, mente var værd at hædre. Udover på et monuments erindringspolitiske funktion gælder det ifølge historikeren Pierre Nora at se på dets symbolske betydning og dets materialitet. Det er for analysen derfor langt fra ligegyldigt, om en statue af en historisk person er placeret på en bænk på et torv (folkelighed), ved siden af en kirke (religiøs kontekst), i midten af en plads (magt) eller på toppen af et fjeld (dominans). Statuer bliver forandret og fjernet At statuer og mindesmærker bliver flyttet, forandret eller fjernet, har i historiens gang snarere været reglen end undtagelsen. Ofte sker dette i politiske brydningstider, fra nye magthavers side ved et regimeskifte eller som udtryk for civil ulydighed ved protester mod et korrupt system. Om der er tale om hærværk, en magtdemonstration eller en dybt demokratisk frigørelsesproces afhænger af konteksten og perspektivet. Tale om historieskabelse er der hver gang. Oprørsmændene, som rev Stalin fra sin sokkel i kommunistiske Ungarn i 1956, vil de fleste i dag møde med entydige sympatier, mens holdningerne til dem, som under den russiske oktoberrevolution 1917 væltede tsar Alexanders monument, nok vil være mere ambivalente. De tyske nazister rejste i øvrigt så godt som ingen statuer. Det gjorde til gengæld kommunisterne i det forhenværende DDR. Mens fjernelsen af det bombastiske Lenin-monument i Berlin kun blev begrædt af nogle lokale, som ikke ville undvære deres kvarters vartegn, fik Karl Marx og Friedrich Engels lov til at blive stående på Alexanderplatz. Deres historiske virke som filosoffer og ikke kommunistiske agitatorer i egentlig forstand, men også monumentets materialitet (ringstørrelse, ingen magt- eller dominansmæssig symbolik), gjorde, at deres minde alligevel lod sig indføje i en positiv fortælling om det genforenede Tyskland. En international bevægelse Siden Grønlands nationaldag, den 21. juni 2020, har man mest på de sociale medier diskuteret spørgsmålet om den knapt hundrede år gamle statue af missionæren Hans Egede, som er placeret på en fjeldknold højt over kolonihavnen i Nuuk, fortsat bidrager til en positiv fortælling om Grønland i det 21. århundrede. Hvad adskiller nationaldagens protestaktion fra tidligere hændelser, er en global, en medierelateret og en æstetisk dimension. Aktionen skal læses i konteksten af en international bevægelse, som startede med, at sydafrikanske studerende i 2015 fik fjernet statuen af kolonisten Cecil Rhodes fra University of Cape Towns campus. Den kulminerede under de verdensomspændende protester i kølvandet på drabet på George Floyd, så der nu i mange lande bliver gjort op med en kolonial erindringskultur. Afkolonisering, som også aktivisterne fra Nuuk har skrevet på deres faner, er ikke ensbetydende med den formelle afvikling af et lands kolonistatus, som for Grønlands vedkommende skete i 1953. Begrebet beskriver en uafsluttet aflæringsproces af dominante tankefigurer og vidensordninger, som alle, uanset om de kommer fra tidligere kolonier eller ej, er blevet socialiseret med. Ifølge den peruanske sociolog Aníbal Quijano handler afkolonisering således om "at fjerne den provinsielle tendens til at forestille sig, at europæiske tankeformer faktisk er universelle". Det vil sige de bedste for alle verdens samfund uanset kulturelle og værdimæssige forskelle. Skulle du synes, at den ofte fremførte påstand om, at Columbus opdagede Amerika, lyder lidt forkert, er du allerede gået i gang. De sociale medier spiller afgørende rolle Dagen efter han blev overhældt med rød maling, var Hans Egede ren og pæn igen. Debatten, som aktionen har sat i gang, er kun lige begyndt, og ikke mindst de ofte nuancerede indspark, som især unge mennesker har bidraget med, kan man som universitetslærer kun glæde sig over. De sociale medier har spillet en afgørende rolle i, at argumenterne er nået ud til mange. Den såkaldte hashtagaktivisme, en væsentlig brik i nye sociale bevægelser, er kommet til Grønland for at blive. Man må håbe, at der i den nu indledte diskussionsproces bliver fundet passende metoder, der også inddrager den generation, som snarere er vandt til at gøre sig hørt på Instagram og Facebook end ved klassiske borgermøder. Hans Egedes skæbne burde heller ikke være en flertalsafgørelse. Kan et relevant mindretal fremføre overbevisende argumenter, der for eksempel taler for en flytning af statuen til et mindre symbolladet sted, er det dette, som bør ske, da den i sin nuværende placering ikke længere ville kunne bidrage til den positive samlende fortælling. Ucensurerede refleksioner tog årtier Grønlænderne, som i 1910'erne efterkom inspektør Harries og provst Balles opfordring om at give en skilling til Egede-statuens opførelse, havde endnu ikke adgang til nuancerede historiefremstillinger. Selvom kritiske syn på koloniseringsforehavendet begyndte at vokse frem som for eksempel i William Thalbitzers tekster, tog det årtier endnu, før grønlænderne fik mulighed for at udgive deres egne ucensurerede refleksioner over fortid og samtid på skrift. Hans Lynges lille roman 'Ersinngitsup piumasaa' ('Den usynliges vilje') betragtedes i 1938 som alt for grænseoverskridende til at blive udgivet. Først efter kolonitidens ophør udkom den som bog. Romanen, som udspiller sig i den førkoloniale tid, kan læses som en opfordring til en æstetisk forsoning mellem kristendom og inuits traditionelle tro, når den skyldplagede Ulloriaq, efter at han har dræbt sin far, vælger at blive fjeldgænger, men efter et mystisk møde med ånder i fjeldene vender tilbage som en angakkok (grønlandsk shaman), som mærkeligt nok også kender til den kristne dyd om barmhjertighed. Når Nuuks billedstormere vælger at pryde Hans Egedes sokkel med mønstre fra de traditionelle tunniit-tatoveringer, som i de sidste år er blevet til et generelt symbol for inuits førkoloniale spiritualitet, fortsætter de faktisk Hans Lynges æstetiske projekt, hvilket ifølge kristendommen i Grønland står på et solidt åndeligt fundament, som allerede var der, da Hans Egede gik i land på Håbets Ø. Kan være med til at bryde tabu Men ikke nok med det. I natten til nationaldagen blev der på flere flagstænger i kolonihavnsområdet hejst røde flag med teksten MMIW, som står for "missing and murdered indigenous women", et slogan, som gør opmærksom på de mange savnede og dræbte kvinder i de områder, hvor der bor oprindelige folk. Ganske vist er Hans Egede ikke skyld i, at kvinder i dag bliver udsat for seksualiseret vold. Om kollektive traumer og nedgørelseserfaringer med rod i den koloniale situation, som Egede nu engang står som symbol for, også gør sig gældende i forbindelse med nutidige sociale problemer, er en diskussion, som man i Grønland har været tilbageholdende med at føre. Ikke mindst fordi den tit bliver forvekslet med det at pege fingre ad nogen. Hvis den debat, som nu er begyndt, udvikler potentiale til også at bryde dette tabu, har de natlige malere faktisk gjort Grønland en tjeneste.

Uanga isumaqarpunga oqaluffiata eqqaanut inissinneqassasoq, nunatsinni allat immikkut ittumik siliaqarsimasut assigalugit, taavalu tassani eqqaassutissaqassappat angut, arnaq qajarlu tassani inissinneqarsinnaapput, nunamut maanga pisimasut nuguttarnikuummata, taavalu massakkut inuusut taakkuummata immap sinaani inuusut, nunallu massuma atugassarititaai pikkunartut ajugaaffigisimallugit, upperisamik mumisinneqaraluaramilluunniit. Kinaassuttitsinnut ersiutaasut

Jeg mener at det vil på sin plads at flytte statuen væk fra toppen af fjeldet, og placere den ude ved Illuerunnerit og derved skabe mulighed for turistaktørerne at skabe en indtjeningsmulighed. Der vil skabes nye muligheder for de mange turister som vil unægteligt vil vide mere om hans historie, og nysgerrigheden vil vokse i takt med at man har taget en historisk beslutning om hvorfor man har valgt at flytte hans statue hvor han oprindeligt bosatte sig. Det er at skabe vores egen historie. Hans Egedes hus kan så blive et museum hvor der også kan skabes nye arbejdspladser, man kan lave merchandise således kunstnerne også kan lave nye former for kunst. Huset bliver ikke brugt i det daglige, kun til officielle begivenheder som vi ved ikke er så meget af. Og det er en god og konstruktiv argument for at lave helt nye former for indtjeningsmuligheder for byens borgere, lad os kigge fremad og ikke baglæns🙏🏼🇬🇱Det vil kun gavne alle parter som er så uenige omkring statuens betydning for mange her i samfundet, lad os i fred og fordragelig skabe en historie sammen.

Nuup illoqarfiata katersuaasivianut inissinnissaa tulluarneruvoq - taavalu Hans Egede-p Gertrud Rask-llu Nuup illoqarfianut oqaluttuarsartaa ilanngullugit alakkarterneqarlutillu atuarneqarsinnaaniassammata.

Hans Egedep oqaluffiata silataanut inissillugu

Hans Egede-p eqqaassutisssaa , allallumi eqqaassutissat nunatsinniittut eqqaaneqaraangata siulersuatta pissuserimasaat eqqarsaatigisarpara. Nunat taaguutaat , piffiillumi, inuit aqqi atorlugit taaguusersorneqarneq ajorput. Inuit ataqqisaasut oqaluttuarinersigut eqqaamallugit nersoniarneqartarput , inuusalianik nappartiterinatik. Pissuseq takoqqusaarneq , eqqaamaneqarnissarlu siulliuneqarneq ajorput. Hans Egede-p eqqaassutissaa nunaqqataanut nassiukkaani (Bergen) qanormita nunaqqataasut ernerminnik nersugaasumik angerlartoorlutik nuannaartigissagaluarpat. Tunissutissaqqik.

Et sted at stille statuen af Hans Egede kunne være ved den kirke, der er opkaldt efter ham.

Inissisimaffiminiik allamut nuunneqarli, isikkivillu inuinnik issiaarfissatut atorneqaæerli.

Hans Egedep eqqaassutissaata nuunneqarnissaata kissaatigineranut pissutigaara ukiuni 300-ni Qallunaat nunasiaatilittut suli ullumikkumut kalaallinut naqisimanninniartarnerat tamaaga killeqartariaqalertoq. Nuunneqareernerata kingorna taarsiullugu ‘Qajavissuaq’, nappartinneqartuuppat kalaaliulluni tulluusimaarnartuussagaluarpoq.

Illuerunnernut nuukkuni takornarianut ornitassaqqissuussaaq. Tassani takorlooruminarluni qanga illut sinneri suli ersikkamik, takornarissanullu oqaluttuarissagaanni eqqaassutissap nuunneqarnera kalaallit eqqartuisinnaanermut sapiissuseqalersimaneranut ersiutaasoq. Nunasiaasimanerup kinguneri ullumikkumut suli ingerlasut nuanniittussarsiornerunngitsut ajortussarsiornerunngitsullu akueralugit eqqartorsinnaasariaqarput, isumaqataagaanni isumaqataanngikkaanniluunniit. Killiffitsinni pisariaqalerpoq ataqqeqatigiinneq aallaaviulluni oqallinnerup ingerlatiinnarnissaa, kanngunanngilaq aamma ajortuunngilaq pisunut maleruutiinnarani pitsaanerusumik siunertaqarluni uparuaasinnaaneq, aamma ullumikkut pisuni. Ilaatigut annernartut attortinnartut tupannartut kamassaarutiginagit, nallinnarsaatiginagit pisariaqarmalli eqqartorneqarsinnaasariaqarput. Ammasumik sapiissuseqarluta eqqartuilinngikkutta allanngortoqarnavianngilaq. Facebookkikkut taasineq ingerlasoq takoqqaarakku tupappunga, pissutigalugu qanoq taasinerluni kikkunnut tamanut saqqummiuttussanngorlugu sananeqarsimammat. Taasinerni naliginnaasumik kinaassuseq illersorneqartarmat qularinngilara taasiniartut arlaqartut tunuarsimaartut. Uanga misigisarnikuusakka qallunaamiit normuu 2-tut inissinneqarlunga, imaluunniit nikanarnerusutut pisinnaatitaaffeqannginnerusussatut inissinneqarlunga, eqqartorsinnaasariaqarpakka. Tamakku allap kamassaatissarinngilai sernissarneqarnissaralu pisariaqartinngilara. Allap nalligissanngilaanga nikanarninngorlunga inissillunga, nallinnanngilanga. Ataqqinninneq uaniippoq tusarnaarsinnaaneq.